Gæk, Gæk, Gæk – Påsken, der blev væk.
Påskeferien er begyndt. Jeg håber, at skolebørn og forældre trods alt kan mærke en forskel fra “dagligdagen”. Sidste år kunne vi samles i Skoven med madkurv og finde påskeæg. I år kan vi mindes og satse på en pinsetur.
På Klægager er der fortsat stille, hvor huset ellers skulle have været fyldt med forårsglade gæster. Jeg har alligevel fundet noget af mit påskepynt frem, så dyrene kan blive luftet. Men vi sidder selvfølgelig ikke stille. Der er stadig mange hjørner, hvor vi kan rydde op, male m.m. Der er også bøger, som mangler at blive læst eller kigget i. Og vi har slet ikke spillet endnu, for Christian er ingen spillefugl.
Naturen ligger heller ikke stille. Fuglene flyver og fløjter, blomster myldrer frem og solnedgange bliver man aldrig træt af.
Tak for hilsner fra mange af vore trofaste gæster. Og på gensyn.
PS.
Som noget nyt kan I også følge os på Instagram, hvor vi med jævne mellemrum vil opdatere med historier og billeder fra hverdagen på Klægager.