Klægager nytårsbrev 2020
Klægager- Den Gamle Digegreves Gård
Vi har budt mange gæster velkommen i 2019. Vi glæder os over, at så mange gerne vil bo her, fejre en mærkedag eller blot besøge Klægager sammen med en gruppe. Og på forskellige måder nyde godt af Marskens Muligheder.
Målgrupperne er de samme. Men der er stigende efterspørgsel fra busselskaber og andre grupper efter et måltid mad, en fortælling og ofte en guidet tur med Christian. Og fra mindre grupper, som gerne vil bo et par dage med halvpension. Det harmonerer godt med vore fremtidsplaner.
Der har selvfølgelig været højdepunkter: Egnsspillet ”Højt til Himlen” spillede Sorgagre med Bodil Jørgensen i hovedrollen. Og det gav igen Ballum berømmelse og god reklame. Bodil Jørgensen boede på Klægager og var en stor bonusoplevelse for samtlige gæster med sit vindende væsen. Vi benyttede os af lejligheden til at tilbyde en lækker teatermenu.
Personalegruppen er også stabil. Dog er Hella gået på efterløn. Vibbe, Tanja, Kristine og Henrik har ikke aktuelle planer om at søge nyt arbejde, selvom vi har vinterfyret de tre og sat Vibbe på nedsat tid i tre måneder. De blev slet ikke kede af det.
Aktiviteterne er bevidst og tilfældigt tilpasset herefter. For vi to ”gamle” er jo fyldt 65 i år. Og tænker en del på, hvad vi gerne vil opleve. Arbejdet på Klægager tager – selvom det er meget spændende og givende – unægtelig meget af vores tid. Det gør Christians plagsomme hovedpine desværre også. Mange nok så gode og velmente råd hjælper ikke. Ro, færre bekymringer og sund levevis skal forsøges. Lettere sagt end gjort. Og jeg kan da heller ikke nægte, at jeg har nogle aldersbetingede skavanker. Lidt med hørelsen, synet og skelettet. Og nu jeg husker det …… også lidt med hukommelsen og tempoet. Så irriterende.
Vi er tyvstartet på det med oplevelserne i år med mere tid til hinanden og familien. Vi startede året på Madeira. Helt nyt for os at tage på charterferie. Men lejligheden bød sig og vi nød det. Vi har været på flere oplevelsesture med børn og børnebørn, da julegaverne sidste år næsten udelukkende bestod af fælles oplevelser. Arven fra mor/mormor/olde gik til en forlænget weekend i London her sidst i november. Og den har vi hygget os med at planlægge i fællesskab hele året. Og turen var helt igennem vellykket. Christian valgte at blive hjemme. Han spenderede så en tur i London Eye og Madame Tussauds til alle. Til gengæld fik han et længe næret ønske opfyldt, da vi tog på efterårstur til Normandiet og så alt det, som man skal se dér og en masse andet, fordi vi kørte i egen bil, og kunne planlægge som vi ville. Det passer os bedst.
Og så var jeg lige ved at glemme igen …… Vi har også fejret sølvbryllup. Lige midt i den travleste tid. Men vi holdt en rigtig dejlig sølvbryllupsbrunch i Laden. I efteråret har vi fået et smukt fotoalbum, så vi kan mindes.
Som nævnt er både børnene og vi opmærksomme på at få fælles oplevelser, for til daglig har alle travlt. De voksne ”vokser” på deres job. Maibritt som pædagog for borgere med særlige behov. Et område, som udvikler sig og kræver nye færdigheder. Mikael som nystartet selvstændig specialsmed. Kristine får nye ansvarsområder på Klægager og overtager noget af det administrative. Hun og Jannik deltager i forskellige kurser, som er relevante for virksomheden. Kennet har fået en ledende stilling ved Arkil Jannik har netop afsluttet sit studie i Hospitality management og har straks fået arbejde på Lalandia. Det samme har hans kæreste Signe. Så nu får vi af flere grunde nok ikke så megen fornøjelse af ham på Klægager i den nære fremtid. Vore fire børnebørn – Kristian og Tobias i Bredebro og Viktoria og Kira i Lintrup udvikler sig med rasende fart. De er meget veltalende og enormt vidende synes vi.
Der er også kommet to nye familiemedlemmer til i år. Amira og Nelly. Når Christian bliver træt af køkkenpigerne går han ud og snakker med sine to heste, som har fået herskabelige forhold i det tidligere maskinhus.
Og så til fremtiden.
2020 bliver et stort år i Sønderjylland. Og vi vil også være med. 14.7 1920 besøgte Kong Christian X og Dronning Alexandrine Ballum – bl.a Lorenzens Gård, som nu er solgt. Hansigne og Hans Lorenzen var Christians oldeforældre. Vi har fået lov til at låne de effekter, som er blevet bevaret til minde om besøget. Så ”Kongen Kommer” 14.7 2020. Meget mere herom i det nye år.
Vores fremtidige overordnede strategi handler om at få mere tid til os selv, familie og venner. Vi vil stadig følge med i alt, hvad der rører sig på turismeområdet, for ingen er i tvivl om, at der er muligheder, skønhed og rigdom i Vadehavsområdet. Vi holder fokus på de gode fortællinger, traditioner og bæredygtighed som vi har et, snusfornuftigt forhold til. I første omgang vil det ”gå ud over ” nattefesterne og ophobning af arrangementer.
Med disse ord GODT NYTÅR til alle.
Henrik Hartz
juni 8, 2020 @ 5:41 pm
Har i nogen oversigt nyhedsbeve eller lignende så vi kan holde os orienteret om evt muligheder for at besøge jer i 2020