Se, det summer af sol over engen
Stilhed før storm og selvom årets første måneder bød på mange møder, gøremål og alverdens forbedringer af hus og værelser, er det skønt at kalenderen nu er så fuld, så man til tider tænker ”komme det te å gå” og det gør det heldigvis altid. At vi når det, skyldes for det første at medarbejderstaben og vores pedel ”pensionister”, altid stiller op med stort humør, er fleksible og kan lide at have travlt. Men også at vores gæster altid møder os med et smil og stor imødekommenhed. Det er vi så taknemmelige for.


Marts og april bød på et usædvanligt smukt forårsvejr over Danmark med masser af tørvejr, sol og stigende temperaturer. Marker er smukt tilsået, vandingsmaskiner kom tidligt i brug, rapsen lyser gul og der er gang i fuglekoret. Bøgen er sprunget ud og i skrivende stund lyser alt op i de smukkeste farver mod den blå himmel.
Møder, netværk og gode snakke
I sidste nyhedsbrev fortalte jeg om årets Partnerdag arrangeret af Nationalpark Vadehavet. Vi deltog den 6. marts og emnet var bæredygtighed. Nationalpark Vadehavet har som mål at støtte lokalsamfundene, herunder det lokale erhvervsliv ved hjælp af tætte partnerskaber.



Den 1. april deltog vi i Destination Sønderjyllands Turismedag, hvor turistbranchen mødes til en dag med faglig indsigt, netværk og nye perspektiver. En dag med mange spændende indlæg som f.eks. forretningsudvikling, bæredygtighed, markedsføring og gæsteservice – vi var nomineret til årets initiativpris.
På sådanne møder udveksles der erfaringer, gode ideer og man får snakket med mange fantastiske mennesker. At man så også risikerer at blive klogere, er jo et kæmpe plus.
Danmarks Bedste B&B 2025 – vi er så glade
I april 2025 lancerede OpdagDanmark en landsdækkende afstemning om at blive Danmarks Bedste B&B. Det sted som fik flest stemmer på områder som f.eks. charme, unikke oplevelser og det at byde gæster velkommen med varme, ville løbe med sejren. Og det var med stor glæde, vi modtog beskeden, at Klægager vandt denne afstemning med ca. 20 pct. af alle afgivne stemmer.
Tak til alle der sendte en stemme vores vej i forbindelse med afstemningen. Det sætter vi meget stor pris på.
Fakta
OpdagDanmark er en guide til de bedste oplevelser i Danmark, som har til formål at inspirere flere til at tage ud og opdage Danmark. På deres hjemmeside og via deres app kan man nemt finde Danmarks bedste oplevelser – kåret ved hjælp af en afstemning. Men tag et kig HER og læs mere for ny inspiration til din næste tur.
Onsdagsmenuer med fortælling
I foråret har vi haft flere onsdagsmenuer med en indbudt en gæstetaler og emnerne er vidt forskellige og interessante. I marts havde vi besøg af digter Flemming Jakobsen, der fortalte os om sine digte. Det var fortællinger, der både morede og bevægede os. Flemmings digte handler om et liv, hvor glæde og sorg, ordentlighed og magtmisbrug, kærlighed og had hele tiden skifter. Og digtene, sat i musik og sang af René Larsen, gjorde oplevelsen sublim. Dagens menu, Kong Fiddes livret og gammeldags lagkage, var også et hit.


Men vi har også været en tur på Arktis, hvor Lasse Djernæs Andersen og Anders Schneider kom og fortalte om deres tjeneste ved Slædepatruljen Sirius. Igennem et helt år var de slædemakkere, og der blev fortalt om alt fra Sirius´ historie, optagelse og selvfølgelig tjenesten på Grønland. Vi fik et godt indblik i, hvilke opgaver Sirius udfører i den nordlige del af rigsfællesskabet og selvfølgelig en masse gode røverhistorier.


Det er gode og spændende aftner og der er derfor flere på programmet og endnu flere i støbeskeen.
Den nye gamle have
Der arbejdes på flere fronter også på matriklen øst for Klægager, hvor pedel ”pensionisterne” arbejder flittigt med at få anlagt haven. Der bliver kultiveret, løftet, revet, skubbet, sået og plantet i stor stil. Det er ikke til at kende igen.




Nogle gange tænker vi, om de bare en gang i mellem ville sætte sig på terrassen og lave ingenting. Måske et klaver på terrassen ville hjælpe, for det hænder, at man en gang imellem ”fanger” Ruth ved klaveret i ”Blå Dørns”.
Fester og gæster og lidt af alt det andet
Marts og april har været gode og travle måneder med diverse fester og overnattende gæster. Det er vi både meget glade og meget taknemmelige for. Det er nemlig skønt at løbe stærkt og kokkerere flittigt, når huset summer af travlhed og de mange øvrige sysler.




En dag på kontoret, i haven, i blomsterafdeling, køkkenstatus, ved klaveret og mere af det, der gør en god dag på Klægager endnu bedre.
Det sker også
-eller sker ikke da vi desværre må skære ned på antallet af vores onsdagsmenuer pga. travlhed de næste par måneder. Til gengæld har vi mange andre spændende arrangementer i kalenderen.
Onsdagsmenu den 4. juni kl. 18:00 og denne aften skal vi have asparges- og rabarbertema.
Sønderjysk kaffebord på Klægager den 3. juli og igen den 17. juli kl. 14:00. Det er kager – mange kager og en masse gode fortællinger.
Bonus onsdagsmenu den 16. juli kl. 18:00 med besøg af Rømødragtens Venner. Vi skal se og høre om de smukke dragter og forskellige kyser. Rømødragtens Venner har iklædt sig disse dragter.
Festival Buffet tirsdag den 26. august kl. 18:00 med levende musik af Folk Lovers. Vi skal have pil selv solæg med tilkøb af snaps. Grillkølle og Højer grillpølse med salat og ovnbagte kartofler. Desserten bliver en dejlig citronfromage.
Spor i marsken – fra istid til nutid den 24. september kl. 17:00. En kulturhistorisk rejse i marsken krydret med mange sjove og underfundige lokale anekdoter fortalt af Christian Lorenzen.
Masker i Marsken på Klægager fra den 24. til den 26. oktober. Der vil ikke være stande i Laden, men til gengæld mange spændende events som vikleprøvemanifest workshop og suppe, foredrag, filt et skind og frokost, sangaften med Lammemenu og Sønderjysk Kaffebord med fortællinger
Onsdagsmenu med levende musik den 5. november kl. 17:00, hvor vi skal høre bandet Vise Versa og have noget god mad.
En aften med Kaare Norge – koncert, anekdoter og maleriudstilling den 27. november kl. 19:00. Efter koncerten, der varer cirka 70 minutter, er der mulighed for at se et udvalg af Kaare Norges malerier og tale med kunstneren selv.
Du kan se pris og læse mere om de enkelte arrangementer her på hjemmesiden under fanen ”Aktiviteter” og klik på ”Det sker”.
Vi ønsker jer alle en god sommer. Tak for at du tog dig tid til at læse nyhedsbrevet og vi håber at se dig på Klægager.
maj 8, 2025 @ 1:19 pm
Kære alle på Klægager, et dejligt nyhedsbrev. Vi glæder os altid til at besøge jer, og vi møder altid et smil og glade mennesker. Naturen er som et glansbillede, altid smukt at kigge på, i det hele taget et fantastisk sted. ⚘️⚘️
maj 8, 2025 @ 2:12 pm
Tak så meget godt at glæde sig til,god arbejdslyst til jer❤️