Virke Ved vadehavet

Da jeg skrev mit sidste indlæg, spøgte jeg lidt og sukkede over gæsterne, som vi savnede. Det gør vi sådan set stadig, og det er slet ikke noget at spøge med. Det var ikke det her jeg regnede med, da jeg i nytårsbrevet bekendtgjorde, at vi ville skrue lidt ned for aktiviteterne.

Kalenderen er stadig meget tom. Alle private arrangementer, de sædvanlige generalforsamlinger og især busselskaber er aflyst. Hvad busserne angår langt ind i juni og endda én i september, med den begrundelse, at frygten nok stadig vil sidde i deltagerne. De allerfleste busdeltagere er pensionister, men livsglade og eventyrlystne og vi elsker dem. Det er dybt foruroligende, hvis det er rigtigt, at frygten vil ødelægge deres muligheder for at opleve livet i måneder frem.

Som I kan se af overskriften og på billederne, har vi hverken mistet energien, humøret eller håbet. Jeg vil lade dem tale for sig selv.

Vi ser vore børn og børnebørn drypvis og helst udenfor og i aktivitet. Så både 7. og 8. generation lærer virksomheden at kende. Vi kan altid finde noget at lave.

Projekt vinduespudsning ( på alle fire sider) mangler endnu. Men vi skal jo også lave noget i maj. De, der har hørt Christian fortælle om de koblede vinduer, husker måske alle de undskyldninger han kan finde for at slippe. Nu har han én mere : han skal se til føllet. Et hingsteføl født 27.4. Han har endnu ikke et navn.

Til gengæld rører jeg aldrig en malerpensel. Så han skal nok få lov at slippe.

Vi får stadig mange hilsner fra gæster og venner, som vil høre, hvordan det går.

Tak til Jer alle. Håber vi ses på Klægager.