FORÅR 2018
Så er foråret for alvor igang overalt på og omkring Klægager.
Fuglesang ved solopgang. En gæst med kikkert og kamera spottede Blåhalsen lige nedenfor Klægager og flere andre steder. Han følte sig meget heldig. De, der kom for at se stære i marts var ikke så heldige. Det har været en sparsom og kold fornøjelse. Heldigvis er der andre oplevelser både i naturen og mange andre steder. Så det er hverken gået ud over antallet af gæster eller den gode stemning.Nu har stærene travlt med at sørge for næste generation. For bønderne har det også været et koldt og vådt forår. Der var meget at indhente fra et lige så vådt efterår. Men NU sker der noget. Christians far Niels sagde tit, når det så skidt ud : “Ballum Enge kan forandre sig på en uge”. Og hvor har han tit haft ret. Nu ligger de fleste marker flot sået. Og lige om lidt er det hele lysegrønt. Alt står på spring.
Vi står også på spring for gæsterne. Kalenderen er fuld. Vi har igen i år ansat en ny medarbejder. Men hun kender det hele. Kristine har været ansat før, og så er hun jo datter af huset. Nu har hun fået hovedansvar for Stuehuset, og er den, der laver morgenmad og pusler og sysler. Hella, som kom til sidste år er hjemmevant i det varme køkken, og det er en kæmpe hjælp.Tanja og Vibbe er all-round. De får det hele til at hænge sammen. Selvfølgelig er “chefen” med ind over det hele, og forsøger at bevare det store overblik. Christian – hanen i kurven – har meget andet at lave, end spankulere rundt og holde øje med os. Han er altid i beredskab til at ordne og hente .Og når han fortæller, er han uden tvivl den, som giver gæsterne den største oplevelse. Og så er han jo den, som sørger for, at Klægager er præsentabel og også i år kan leve op til sidste års tittel Danmarks Smukkeste Bondegård.
Jeg må ikke glemme Jannik, som altid er parat til at give en hånd med overalt. Han vil til at læse videre – indenfor turistbranchen – Vi er spændt på, hvad det evt. fører med sig. I sommer skal han i tre måneders praktik hos Sort Safari. Men han har nu ikke opgivet skuespilleriet endnu. Og så har vi jo også vores børnebørn Kristian og Tobias, som gerne vil hjælpe, og som allered har en god fornemmelse for, hvad der foregår. Kristian på 10 har skrevet årsopgave om Klægager, og har lavet en fin lille film.
Så der er mange gode hænder til at tage godt imod kendte og nye gæster. Vi ses
Nina Ilona Ellinger
april 27, 2018 @ 12:46 pm
Flot introduktion til Klægager, tak til Kristian! og meget fint lille klip med fuglesang Man får virkelig lyst til at komme på besøg. Håber der er plads til vores Moin gruppe i september!