Grøn er vårens hæk
April var regn, rusk og blæst og maj som en høj blå himmel med sommertemperatur, havemøbler og havearbejde. Der er gang i fuglekoret, bøgen springer ud og alt lyser op med de smukkeste grønne farver mod den blå himmel.
Og ligesom foråret har skiftet mellem sol, storm, regn, kulde og hede, sker der hver dag noget nyt her på Klægager. Ikke altid noget vi har langtidsplanlagt, for der kommer mange nye ting i kalenderen og så er det heldigt, at både sted og medarbejdere er fleksible. Også godt at vores analoge planlægningskalender skrives med blyant, for nogle gange kommer viskelæder på overarbejde, for vi vil så gerne det hele.
Velkommen til en ny verdensborger
Den bedste nyhed her på Klægager er, at Nanna og Jannik fik en lille pige den 16. maj og hele familien har det godt. Jannik har nydt sin lille barselsorlov sammen med sine to piger og vi andre har forsøgt at holde huset i gang.
Det har selvfølgelig betydet en del ekstra arbejde til ”pensionisterne” Ruth og Christian og der har været nok at tage fat på. Som Klægager-pensionist har man dog aldrig pligt til at arbejde, men altid lov og det har vi i hvert fald benyttet os af, for der har som sædvanlig været travlt og uden denne fleksibilitet fra os alle, ville det blive langt mere besværligt at få til at hænge sammen.
Én mere i stutteriet
Og i april blev stutteriet forøget med et fint lille hoppeføl af racen Pinto. Med få timers varsel og uden problemer kom hun til verdenen og hendes navn er blevet Pocahontas – i daglig tale bare Poca. Nu er Poca på marken sammen med en del af de andre heste og de nyder det milde vejr og måske også udsigten her fra geestranden.
Bonusinfo: Pinto er en hesterace der stammer fra mustangerne. Den er kendt for sin karakteristiske farve og mønster. Pinto kommer fra det spanske ord for “maleri” eller “farvet” og racen opstod i Nordamerika, hvor de første pintoer blev bragt over af spanske erobrere. Racen er i dag kendt som en intelligent og udholdende type der egner sig til rancharbejde, ridehest eller showhest.
Når gæsten forbløffet siger; ”Hva’ for en g-streng”?
Vi fortæller tit historier til vores gæster og én af dem er selvfølgelig historien om Klægager. En landbrugsejendom bygget i 1857 af storbonde, studehandler og møller, Broder Thomsen Nicolaisen. Det er en bryllupsgave til datteren Herle og hendes udkårne, Peter Andersen Hansen. At det blev en bryllupsgave skyldtes at den gamle gård, som Peter havde købt, lå nedenfor geestranden og i fare for at blive oversvømmet ved stormfloder.
Så det unge par får kun lov til at gifte sig på den betingelse, at den gamle gård flyttes 200 meter syd på, nemlig op på geestranden, hvor man er i sikkerhed for havet. Det havde den unge bonde dog ikke råd til, så mølleren forbarmede sig og skænkede dem byggeriet i bryllupsgave.
Her er det så at den opmærksomme gæst står lidt forbløffet og kan ikke helt forstå sammenhæng mellem byggeri og g-streng og spørger; ”Hva’ for en g-streng”? Og ja – man kan jo også bare udtale geestrand lidt tydeligere.
Fakta geestrand
En geestrand er grænsen mellem marsk og geest. En geest kaldes også for en bakkeø og er området der hæver over sig marsklandskabet.
Under den sidste istid (Weichsel) der sluttede for ca. 15.000 år, strømmede smeltevandet fra isranden mod vest og store dele af det gamle morænelandskab, der blev skabt af den forrige Saale-istid (390.000-130.000 år siden), blev tildækket. Dog ikke de højeste steder, der herefter stod som bakkeøer mellem smeltevandssletterne. En geest/bakkeø er dannet og er den ældst synlige landskabsform i Vestdanmark.
Vi er altså en del af Hjerpsted Bakkeø, der mest består af moræneler med smeltevandssand på toppen. Den er ca. 13 km lang og ca. 5 km bred og den hæver sig fra 8 meter til 24 meter. Geestranden er særlig tydelig mod nord, hvor højdeforskellen giver et flot blik ud over Ballum enge.
Det var så den geologitime.
Gæster og fester
April og maj har været gode og travle måneder med diverse fester og det er vi både meget glade og meget taknemmelige for. Det er skønt når huset summer af liv. Nu er vi i juni måned og vi fatter ikke hvor tiden er blevet af, men vi ved og kan mærke, at der er løbet stærkt og at der er blevet kokkereret flittigt i køkkenet.
Et hurtigt view over besøgende i huset for april og maj fortæller, at vi har budt velkommen til ca. 1.700 gæster og det lige fra konfirmationer, busselskaber, fødselsdage, barnedåb, guldbryllup, højskoler og mange andre festlige sammenkomster.
Men vi nyder hver eneste gæst og fest og vi kan lide travlheden med alt hvad den bringer med sig, når stedet skal holdes. Det være sig i form af daglig rengøring, vasketøj, nyt køkkeninventarinventar og øvrige småreparationer.
Faktisk har pigerne fået deres helt eget værktøjssæt i en flot pink farve og vi tror ikke, at Christian lige smutter pink hammer, skruetrækker eller andet i sit værktøjsbælte, så mon ikke vores smarte værktøj bliver her i stuehuset. Vi er måske også lidt sikre på, at Christian synes det er helt fint, at vi holder os fra hans værksted med indhold.
Det gamle nye hus
Som tidligere beskrevet arbejder Ruth og Christian på flere fronter – både her og i aftægtshuset. De er kommet meget langt og mon ikke der bliver indflytning inden jul i år? Der er er pudset og malet vægge, køkken og badeværelse er klar, almindelige skabe og walk-in er parat til tøj mm. og det endelige resultat er så tydeligt nu.
Det sker også
Vi har så mange spændende oplevelser i kalenderen og byder bl.a. til Sønderjysk kaffebord tirsdag den 9. juli og tirsdag den 23. juli.
Der er festival Buffet onsdag den 21. august klokken 18:00 til 21:00 med levende musik.
Senere på året har vi et foredrag ved Tønder Kommunes kulturprismodtager Lis Mikkelsen; ”Helene Hanssen og hendes døtre”. Det foregår den 12. november kl. 19:00 til 21:00 på Klægager.
Søndag den 23. februar klokken 12:00 til 17:00 byder vi op til dans, fællessang, mad og kaffe med duoen Agnethe og Poul Henning.
Du kan se pris og læse mere om de enkelte arrangementer her på hjemmesiden under fanen ”Aktiviteter”. Klik på ”Det sker”.
Vi ønsker jer alle en god sommer. Tak for at du tog dig tid til at læse nyhedsbrevet og vi håber at se dig på Klægager.