Klægagers julehilsen – fra alle os til alle jer
Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul fejret i varme og glæde. Og ikke mindst; så ønsker vi jer alle et glædeligt, spændende og lykkeligt nytår med tak for det der gik. Tusind tak for alle jeres besøg her på Klægager, tak for hilsner og kommentarer på diverse medier – vi nyder altid at høre fra jer.
Dette nyhedsbrev er måske lidt anderledes end de øvrige, da vi også vil præsentere vores faste medarbejdere på Klægager med billede og tekst. Hvem er de, hvad laver de og hvordan endte denne skønne flok herude sammen med os på Klægager? Spændende læsning til dem der har lyst, men først lidt om hverdagen på gården siden sidst.
November startede som oktober sluttede
Travlhed og huset fyldt af gæster. Men sikke en afrunding af oktober med den store strikkefestival Masker i Marsken, der løb af stablen fra fredag til søndag. I dagene op til genlød huset af glad, afslappet og spændt travlhed, hvor bl.a. teltet også blev gjort klar til kaffe, grill-pølser og andre lækkerier.
Der blev bagt, kokkereret, fyldt op og fyldt i. Der blev skåret lammepølse i lange baner og smurt lige så mange fedtemadder, kølecontaineren blev fyldt med grønt til hjerne og hjerte, kager til den søde tand og alverdens andre lækkerier. Udstillerstande blev stillet op og fyldt med de flotteste ting og fredag morgen åbnede vi dørene.
Aldrig har så mange strikkere hygget sig så meget. Ca. 2000 gæster var igennem udstillingen i Laden, strikkecafé, yoga, morgensang, workshops, og alle havde mulighed for at lade sig forkæle med diverse madtilbud fra det travle køkken. Mandag aften rundede vi så festivalen af med hygge og god spisning for alle Kalb’s hjælpe– og løbemasker.
Tak til maskerinderne fra Kalb for arrangementet her på Klægager og en varm tak til alle gæster der kom forbi.
Sidst, men ikke mindst; kæmpe tak til Klægagers personale, som gjorde det muligt for os at tage imod så mange gæster.
OBS. Masker i Marsken bliver igen afholdt den sidste weekend i oktober 2023.
Og så er vi tilbage til det travle køkken og personale med arrangementer som valgsmørrebrød, mortensaftenmenu, små og store generalforsamlinger, seniorforeninger til mad, kaffe og kage, personalelærekreds julefrokost, guldbryllupper, lederforum med møde og frokost, jagtfrokoster, kaffebord og onsdagsmenuer.
Lille udpluk af vores arrangementer
November startede med at Jannik, der var kommet i lære som smørrebrødsjomfru, og Kirsten fik smurt valgsmørrebrød, der skulle bringes ud. Og der blevet taget godt imod de flotte smørrebrød på valgstedet.
Senere på måneden inviterede vi til mortensaften, hvor vores gæster hyggede sig sammen, alt imens der blev serveret and, hvide og brune kartofler, rødkålssalat, gammeldags hvidkål og selvfølgelig risalamande til dessert.
Køkkenet havde også forberedt hjemmelavede brunkageruller klar til fryser eller ovn og mange greb chancen for at få lidt nem julekagebagning med hjem.
Den 22. november afholdt vi stiftende generalforsamling for Højkros venner i Laden, hvor der blev serveret kaffe og kage. Man ønskede at skabe en forening, der vil bevare kroen som områdets kulturarv og det blev startskuddet for lokale beboere, der vil sætte den i stand, da vedtægter for foreningen blev enstemmigt vedtaget.
Vi har gang i vores onsdagsmenuer, hvor køkkenet med husmoderfornuft og en stor del af årstidens lokale råvarer, sørger for et par hyggelige timer i Stalden. Vi nyder disse onsdagsaftner og fortsætter derfor i det det nye år med spændendende lækkerier fra køkkenet. Datoer planlægges løbende og man skal blot tilmelde sig senest dagen før.
Trods travlhed – også plads til personaledage
Vi har haft besøg af fysioterapeut og sportsmassør Morten Nielsen samt ernæringsvejleder Amanda Marshall fra Station28 i Tønder. Her fik lært lidt om og afprøvet øvelser, der styrker ryg, lænd og ben. Amanda gjorde os klogere på, hvad vores daglige indtag af kost kan betyde og med en sjov lille test, fik vi styr på syre–basebalancen.
Vores personaledag med emnet sund kost og motion blev rundet af på Vibegaard, hvor der blev serveret tapas og fortalt gode historier.
I starten af december deltog hele personalestaben derefter i et førstehjælps– og brandkursus, hvor alle fik lov at yde livreddende hjælp og afprøve hjertestarteren.
Jannik tog os derefter en tur rundt i huset for at blive opdateret på brandslukningsudstyr og forholdsregler.
Der var frokost til alle efter diverse forbindinger og hjertestart på dukker.
Travlhed og tak for det
Det er dejligt når huset summer af liv og vi nyder altid at have gæster på besøg, så selvom der flere gange her op til jul har været weekender med op til hele fem arrangementer, så tager vi det helt roligt. Med Jannik der nu ofte tager sig af de store arrangementer og vores dygtige personale, ved vi at vores gæster er i trygge hænder. Og det lige meget om vi snakker et lille kaffebord, store familiefester, kurser eller busgæster – alle får det vi er bedst til; nemlig den gode mad og service, hygge og en god historie.
Glædelig jul og godt nytår
Klægager ønsker alle gæster og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår. Tak for samarbejdet, alle jeres besøg og de gode snakke vi får undervejs – vi nyder vores gæster og alle aspekter i vores værtskab.
De bedste julehilsner fra os alle på Klægager.
Og nu en lille præsentation af vores dygtige personale her på Klægager til dem, der skulle være interesserede
Den gode træthed og med et smil på munden
Tanja Hessler bor i Ballum og blev headhuntet til Klægager for 8 år siden.
Hendes arbejdsområder er primært i stuehuset og der hersker ryddelighed og renhed, for hun sørger nemlig for de mange B&B gæster, ordner værelser, ruller tøj, gør rent og de mange andre opgaver, der skal være i orden for at få en gård som Klægager til at fungere, og gæsterne til at føle sig godt tilpas.
Men Tanja er også jævnligt at finde i køkkenet, hvor især småkagerne, der bliver bagt med glæde og akkuratesse, vækker beundring.
-Som medarbejder bliver mødt med engagement og man føler sig favnet. Jeg har endnu til gode at tænke; øv jeg skal på arbejde, fordi man kommer hjem med den gode træthed og et smil på læben, afslutter Tanja.
Klægager er jo nærmest kommet ind med modermælken
Kristine Lorenzen Stenkjær er 34 år, gift med Kennet og sammen har de datteren Kira på 5 år. De bor ved Roager, så der er ikke langt til jobbet på Klægager, hvor Kristine har sine rødder og hvor hun har arbejdet siden 2009. Men det lå ikke i kortene, at Klægager skulle blive hendes levevej.
-Jeg er uddannet jordbrugsteknolog – landskab og anlæg og har arbejdet i landbruget nogle år. Men mine rødder til Klægager trak mig denne vej, hvor jeg startede med at hjælpe med især høstarbejdet. Vi fik hurtigt mere og mere travlt og derfor ændrede mine arbejdsopgaver sig også, fortæller Kristine.
Kristine startede derfor med at være ansvarlig for stuehuset, hvor stedets B&B gæster holder til og der blev lavet morgenmad, gjort rent og sørget for at gæsterne følte sig godt tilpas i de hyggelige værelser med nyvasket og rullet sengetøj.
-Der var selvfølgelig en del oplæring, men det virkede alt sammen helt naturligt, da Klægager jo nærmest er kommet ind med modermælken. Jeg holder utrolig meget af konceptet og med vores ansatte, er det som at have to familier. Vi passer godt sammen, passer på hinanden og nyder vores forskelligheder med den rumlighed, der er så naturlig her. Det gør mig ekstra glad, når vores gæster også kan mærke det nære, siger Kristine.
I dag er Kristine kommet i køkkenlære, så hun på sigt kan afløse ved ferie eller sygdom og dermed selv stå for nogle af festerne. En helt naturlig ting som følge af de opgaver hun hidtil har løst, hvor hun også er den vigtige kontaktperson til gæsterne, der ofte får en lille historie om stedet.
-Jeg har egentlig ikke en typisk arbejdsdag, men der er selvfølgelig altid opgaver, der skal løses løbende og som jeg deler med andre, bl.a. rengøring, klargøring og opdækning til fester, morgenmad til B&B gæster, servering og madlavning. Det er alsidigt, dagene flyver afsted og jeg nyder husets historie og at kunne give den videre, afslutter Kristine med et smil.
Klægager ville ikke være Klægager uden de mennesker, der er her – så ville det bare være et gammelt hus
Heidi Hansen er 37 år og er oprindelig fra Sjælland, men har boet i Sønderjylland de sidste 20 år. Hun er vores praktikant og går til arbejdet med et stort smil og glimt i øjet, så hun passer perfekt ind her på Klægager.
-Jeg er oprindelig uddannet social- og sundhedshjælper og var glad for mit job, som jeg arbejdede med i 8 år, men der skulle ske noget andet. Efter en sygemelding kom jeg i praktik på Klægager i april 2022. Og jeg er bare faldet så godt til – det er som at være en del af en stor familie, fortæller Heidi.
Heidi; husets blæksprutte er ofte at finde i køkkenet, hvor hun bidrager med en altid munter og behagelig stemning. Men der er mange andre opgaver, som skal løses på et sted som Klægager, hvor store og små grupper af gæster har deres gang til fester, møder eller overnatning.
-Her er der ingen typiske dage og jeg elsker det alsidige ved jobbet. Om det er blomsterdekorationer, opvask, borddækning, servering eller at rulle tøj, så er det bare at gå i gang, for lige om lidt er der en ny opgave, der skal løses.
Da Heidi startede på Klægager i praktik, var det med få timer, men som tiden er gået, er der kommet flere til i hendes ansættelse. En helt naturlig ting som følge af de opgaver hun hidtil har løst med smil og stort gåpåmod.
-Selvom jeg ikke har været på Klægager så længe, føler jeg mig som en del af husets DNA. Klægager ville ikke være Klægager uden de mennesker, der er her – så ville det bare være et gammelt hus. Vi har et sammenhold med plads til alle og jeg føler mig rigtig godt tilpas, afslutter Heidi og smiler.
Et smukt sted i flere henseender
Kirsten Elkjær Linnet er 55 år og gift med Jan. De har to voksne børn som bor hhv. i Aarhus og Skærbæk, hvor de er i gang med uddannelse og job. Kirsten og Jan har boet i Gånsager i 30 år på et nedlagt landbrug, som de løbende renoverer på.
-Min mand og jeg er aktive mennesker, og vi holder begge af at have gang i flere projekter. Med en ejendom som vores er det jo ikke noget problem – der er altid noget der kan laves om, renoveres eller forbedres. Men vi når også vores cykelture og står der ferie i kalenderen, er begge cykler med, fortæller Kirsten.
Kirsten er uddannet køkkenleder og efter at have set et stillingsopslag fra Klægager i marts 2022, søgte hun den og har siden ledet køkkenet med overblik, humor og ekspertise, hvor der bliver lavet farvestrålende retter, sønderjyske retter, spændende tilbehør og lækkerier, der minimerer madspild – noget vi går meget op i.
-Allerede under samtalen fornemmede jeg, at her var stedet, hvor jeg kunne udfolde mig. Ikke at der skulle en revolution til – overhovedet ikke, men det dynamiske, det udfordrende og det familiedrevne sted pirrede virkelig min nysgerrighed, fordi jeg kunne mærke, at der både var engagement og stor faglighed til stede, forklarer Kirsten og smiler.
Som køkkenleder er det vigtigt at kende de fastlagte arrangementer, så de mange forskellige opgaver kan fordeles og alle kompetencer kan tages i brug. Men også at kunne klare de uforudsete møder, fester eller andet, der ligger i kalenderen.
-I samarbejde sætter vi næste dags opgaver på køkkentavlen, så alle kan orientere sig dagen efter. Der kan sagtens være kommet lidt ekstra til, men med dynamikken, medarbejdernes fleksibilitet og Klægagers engagement er det præcis, som det skal være, siger Kirsten, der heller ikke lægger skjul på, at både beliggenhed og Klægagers rumlighed er fantastisk.
-Det at kunne følge årets rytme i denne skønne natur og at mærke, hvor stor plads der er til alle på trods af alle vores forskelligheder, gør stedet smukt i flere henseender, afslutter Kirsten.
Føler mig godt tilpas og hjemme selvom jeg egentlig er på arbejde
Henrik Jensen er 50 år og har altid boet i og omkring Ballum, så han kender Klægager og stedet. Først via hans forældre og siden som ansat på nu 5. år.
-Jeg er faktisk uddannet bager og har arbejdet med faget i 15 år på Rømø og i Tønder, så det med at stå tidligt op, har aldrig været et problem for mig. Derfor møder jeg også altid tidligt ind på Klægager, når jeg skal have klaret mine opgaver, fortæller Henrik.
Det var jobcenteret der i sin tid spurgte Klægager, om man var interesseret i en altmuligmand og Henrik blev budt på kaffe, kage og en samtale. Men Henrik har også prøvet andre erhverv, hvor han bl.a. har været ansat ved en slagter og som landbrugsmedhjælper og det hjælper ham i dag ved de mange forskellige opgaver, der skal løses på Klægager.
-Nu har jeg arbejdet her i 5 år og jeg er meget glad for mit job, der er så alsidigt. Når jeg arbejder udenfor, er det mest som havemand og jeg pudser vinduer. Indenfor går jeg til hånde i køkkenet med f.eks. at skrælle grønsager, dække borde, bage småkager eller støvsuge de mange gulve.
Henrik er faldet godt til på Klægager og det er tydeligt, at han nyder sit job som altmuligmand, hvor han får lov til lidt af hvert.
-Det er et dejligt sted at arbejde, fordi vi er gode til at snakke med hinanden og derfor arbejder vi også så godt sammen. Det bedste er nok, at både familien på Klægager og alle os ansatte interesserer os for hinanden. Derfor føler jeg mig godt tilpas og hjemme, selvom jeg egentlig er på arbejde, afslutter Henrik med et smil.
Her ses forskellighed som en styrke
Henriette Andersen er sidste skud på stammen af vores ansatte, hvor hun blev en del af Klægager den 1. oktober 2022. Nogle af hendes opgaver bliver bl.a. at skabe overblik på noget af det administrative og udvikle nye tiltag sammen med Jannik og det øvrige personale.
-Jeg er 60 år og bor i Sølsted sammen med min mand Viggo nabo til Sølsted Mose, hvor det er en fornøjelse at gå en tur og selvfølgelig helst med kameraet over skulderen, for hvad nu hvis stæreflokken gjorde som håbet eller tranerne dansede på engen og man stod uden, fortæller Henriette..
Udover at nyde den nære natur er Henriette også aktiv i sin fritid med både kajak, crossfit og en tur på motorcyklen. Hun kom fra en stilling hvor kommunikation, udvikling og information, var nogle af hendes kerneopgaver og med de kompetencer søgte hun uopfordret og blev ansat.
-Ja, der skulle ske noget nyt i mit liv og jeg har kendt Klægager gennem mange år. Både som gæst til fester, men også som gæst til møder og uanset hvornår, blev man altid mødt med et stort engagement og et smil. Så efter et uanmeldt besøg på stedet og et par telefonsamtaler med Ruth, blev vi enige om at springe ud i det – og jeg har ikke fortrudt, siger Henriette, der samtidig pointerer, at det engagement, den dynamik og den åbenhed man bliver mødt med som gæst, er den helt samme, man oplever som ansat.
-Det er fantastisk at være et sted, hvor der er plads til alle former for kompetencer og uanset opgave, udfordres man med et smil. Et sted hvor forskellighed ses som en styrke og hvor vi bruger hinanden. Både én selv og opgaver har så meget lettere ved at lykkes på den måde, afslutter Henriette
Altid på arbejde og aldrig på arbejde
Jannik Lorenzen er 28 år og i juni 2022 afsluttede han sin kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi og turisme. Ved årsskiftet overtog han Klægager ved et generationsskifte og tager derfor allerede nu hånd om de store fester og arrangementer.
At Jannik er en travl mand, kommer nok ikke bag på de fleste. Ikke nok med at han i dag ejer Klægager med de mange opgaver det indebærer, så har han også tid til idræt, skuespil, guitarundervisning og at være en af stedets handymænd.
Jannik er meget allround i forhold til uddannelse. Gymnasie, livgarde, en 2-årig serviceøkonom-uddannelse i Esbjerg afsluttet med en bachelor og sluttelig en kandidat med speciale om turisme i Nationalpark Vadehavet, som han efterfølgende har modtaget en Honours degree for. Alt sammen en god ballast til at kunne implementere sin viden i arbejdet på Klægager.
-Jeg vil fortsætte ånden her på stedet samtidig med, at vi indfører nye ideer til videreudvikling af Klægager. Som jeg ser på det nu, skal det ikke være større, fordi stedet har sin helt egen atmosfære og vores gæster føler sig hjemme. Der skal være tid til at snakke og tid til at give dem den personlige behandling, siger Jannik.
Janniks hovedopgaver er kontor og planlægning, men også at være tovholder for servering og selvfølgelig de mange andre opgaver, man har som ejer af Klægager.
-Klægager er mit hjem og til næste år overtager jeg hele driften. Det betyder at Ruth og Christian ikke længere vil være stedets forpagtere og jeg dermed ikke længere ansat. En opgave jeg ser frem til med både glæde og spænding. Altid på arbejde og aldrig på arbejde, men sådan er det at være selvstændig og med de medarbejdere vi har på stedet, så er jeg hjulpet rigtig godt på vej, afslutter Jannik med et smil.