Sikke dog en sommer
Sensommeren banker på døren og vi kan knap forstå, at der nu skrives september, men når vi kigger tilbage på sommerens mange gode oplevelser i form af fester, møder og vores B&B, så ses travlheden i kalenderen. Og det er som om, at når man løber hurtigt, så går tiden også hurtigt.
Vi er taknemmelige for alle de fantastiske oplevelser, vi får med vores besøgende. Hver eneste fest og gæst er forskellig og selvom rammerne er vores, så er det vores gæster, der gør os glade og får ting til at lykkes. Tak til hver og én for besøget.
Sommervejret har besøgt begge ender af skalaen ”besynderligt vejr”, og det har i den grad påvirket mange udendørs aktiviteter og landbruget. Fra hedebølge til storm og kuling, skybrud og efterårstemperaturer til varme og lange sommerdage. Lunefulde sommer og man kommer uvilkårligt til at tænke på sangen ” Du danske sommer, jeg elsker dig”, fordi den skildrer sommeren, som den virkelig er. Lunefuld og svær at blive klog på. Men ofte ender dagen med en betagende solnedgang og stærene trækker snart mod syd.
Vi tænke det gæ’ og det gør det jo
Nogle dage er bare lidt ekstra travle og så er det godt, at vi kan stable et tre-holds medarbejderskift på benene. Det kan nemlig lade sig gøre, fordi medarbejderstaben altid stiller op med stort humør, elsker travlheden og er fleksible – tænk at have sådan en flok dygtige medarbejdere. Ingen ryster på hånden, når der holder tre busser i indkørslen.
Og ja; det sker vi siger ja til vel rigeligt, men vi tænke det gæ’ og det gør det jo. En dag med 3 gange kaffebord, hvoraf det ene er det store sønderjyske. De travle ovne sørgede for masser af nybagte kager, kaffemaskinerne arbejdede på overtid og der blev ordnet store mængder jordbær frisk fra marken.
Dagen rundede vi af med en onsdagsmenu for gæster udefra og vores fuldt belagte B&B. En dejlig dag med besøg af i alt ca. 170 gæster – tusind tak til alle.
Besøg af gæster med rygmærke
Vi kan andet end kaffebord og en dag i juli fik vi besøg af PUK-Kloster, der benyttede sig af det gode vejr til en køretur på deres Puck knallert, hvor spisepausen var på Klægager.
Vores egen Lene er medlem af klubben og dejligt at få besøg af medarbejdere i deres fritid.
I dagens anledning kom Janniks Puck ud i solen.
Tak for besøget.
En stor dag på Klægager
En meget stor oplevelse var selvfølgelig Mejses barnedåb i juli måned.
Alle arbejdede ekstra hårdt på, at gården skulle stå skarpt om søndagen.
For som altid ved fester skulle Laden fyldes med friskplukkede blomster, ny strøgne duge, foldede servietter og fyldes med glade gæster.
Men denne gang var det, om man må have lov, lidt ekstra specielt, da Klægagers 8. generation skulle døbes.
Dagen blev smuk og rørende og et stort tillykke Nanna og Janniks datter, Mejse Storm-Lorenzen med navnet og din indvielse i kristendommen.
Mini-møde og højt til himlen
Det er ikke altid, at der skal fyldes op i Laden eller Stalden for at møder bliver vellykkede. Vi fik besøg af to skønne mennesker fra Ressource Detektiven til mini-møde med overnatning. Et møde med højt til himlen og store tanker på Klægager. Dagens detektiv citat: “Skønt når noget kompliceret kan gøres enkelt”.
Fakta: Grundsynet i Ressource Detektiven er, at der er værdier, ressourcer og styrker i alle mennesker. Det, at man tror på den enkelte og den enkeltes ressourcer er helt afgørende i arbejdet. Den, der føler sig set, hørt og forstået, finder også grundlaget for at tro på sig selv og derved finde styrken og modet til at udvikle sig fagligt og personligt.
Ressource Detektiven beskæftiger sig primært med personlig og faglig udvikling af ledere og medarbejdere, der arbejder med børn, unge samt voksne.
Festival-toner på Klægager i august
Festival buffet og sikke en musikalsk og festlig aften på Klægager med besøg af ca. 85 glade festival gæster. Vores festival buffet var pil selv solæg og snaps, grillkølle, lammegrillpølse, salat, ovnbagte rosmarin kartofler og citronfromage.
Duoen Folk Lovers bestående af Hanne og Niels-Jørgen Hvidberg sørgede for festival stemning med deres musik og sang. På ægte festival maner sang og spilede Hanne og Niels-Jørgen på cajon, bodhran, guitar, banjo og mandolin og de fik i den grad publikum med.
Tusind tak til alle for besøg og jeres gode humør og ikke mindst tak for den gode musik.
Det gamle nye hus
Der er blevet arbejdet på højtryk i det gamle nye hus og nu står indflytning lige om hjørnet. Der er er pudset og malet vægge, lister er på plads, køkken og badeværelse er klar, almindelige skabe og walk-in er fyldt. Den kommende have får tur med minitraktor og alt kan nydes fra nyanlagt terrasse. Kæmpe tillykke med det flotte resultat og som aftalt har I nu lovet at øve jer i at slappe af og tage den med ro.
Herunder kan man se lidt før og efter billeder:
Hvad sker der af spændende ting og sager på Klægager i nærmeste fremtid?
Vi fortsætter selvfølgelig vores onsdagsmenuer og menuer ligger klar til september, hvor vi bl.a. skal have hvidkålsbudding med kartofler, grønt og rødbeder. Der er kartoffelsuppe med porre og bacon på menuen og måneden runder vi af med kylling i karry med æbler og ris.
Den 17. oktober har vi igen Sønderjysk kaffebord på Klægager og vi dækker selvfølgelig op med de fine samlekopper.
Og du må bestemt heller ikke glemme Festivalen ”Masker i Marsken” på bl.a. Klægager. Det er den 25. til den 27. oktober. Vi har udstillere i Laden og her finder du både den lille garnbutik, udstillere med garn- og strikkerelaterede varer og i vores øvrige lokaler, de mange forskellige workshops.
Søndag den 10. november har vi Mortensaften menu. Kom og hyg jer sammen med andre og en skøn mortensaftens menu kl. 12:00. Vi sørger for hyggen og den gode mad og du skal blot sætte dig til et velanrettet bord.
Den 12. november er der foredrag ved Tønder Kommunes kulturprismodtager Lis Mikkelsen, Toftlund. Vi skal høre historien om Helene Hanssen og hendes døtre. Det arrangeres af Tønder kreds Historisk Samfund for Sønderjylland og vi serverer en kop kaffe med lidt sødt til ganen.
Onsdag den 27. november kan du komme til Mørkestunder over Marsk og Vadehav med sild, snaps og snitter. Oplev kigget ud over Nationalpark Vadehavet i vintermørket. Vi fortæller om Vadehavet – en blanding af vand, sand, mudder og møg. Men også de sjove, spændende og underfundige historier – vi kalder det mørkningshistorier.
Men tag et kig på vores hjemmeside under ”Det sker” for at læse mere. Her kan du også se pris og tilmelde dig et eller flere af vores spændende arrangementer.
Og så er det bare at sige tak for, at du tog dig tid til at læse nyhedsbrevet – vi håber at se dig på Klægager